Rygterne er ilet Transformers: War for Cybertron i forkøbet. Efter den seneste perlerække af elendige spil baseret på Michael Bays endnu mere elendige film skulle der nu for første gang være et godt Transforms-spil på vej. Men er Transformer: War For Cybertron så det mirakel, vi har ventet på i små 25 år? Svaret på det spørgsmål må være et stort rungende ”hmm…tjo…bum…bum”.

T:WFC er først og fremmest et spil, der taler til alle os (for) gamle fanboys, der kan huske den oprindelige serie og ikke mindst den overraskende brutale Transformers: The Movie fra 1986 med Orson Wells som planetgnaskeren Unicron. Ok, det var ikke lige højdepunktet på mandens filmkarriere, men taget i betragtningen af, at han inden da overlevede ved at lave reklamer for frosne fiskepinde, var det vel en slags comeback.

Det er High Moon, der har sat sig for at bringe vores allesammens yndlingsrobotter til live igen, og de har valgt at flytte spillets handling tilbage til Cybertron i tiden før Optimus hed Prime til efternavn og var blevet leder for Autobots. Cybertron er ved at bukke under på grund af den voldsomme borgerkrig mellem Autobots og Decepticons, og meget originalt følger vi historien fra begge sider i spillet. De første fem kapitler følger Megatron og hans Decepticons, mens de sidste fem følger historien fra Autobots side. Megatron har opdaget, at der findes en særlig dark energon-kraft på planeten, som han kan bruge til en gang for alle at besejre Autobotsne og tage magten på Cybertron. Det lykkes næsten, indtil den tapre soldat Optimus får samlet stumperne af de slagne Autobots til modstand i en sidste desperat kamp. Historien giver afgjort mest mening, hvis man allerede er fan, for der masser af referencer og hyggelige små narrative hints.

Peter ”the-one-and-only” Cullen lægger stadig myndig røst til vores allesammens Optimus.

Dog får vi aldrig noget svar på, hvad Megatron egentlig vil med Cybertron, for magen til overdimensioneret bunke skrot skal man lede længe efter. Det er Unreal III-teknikken, der trækker maskineriet bag T:WFC, og det er ærligt talt ikke den mest overbevisende reklame for deres visuelle vidunderredskab. Især overfladeteksturer og lyseffekter har det med at mudre meget sammen i en stil, der bedst kan beskrives som ufrivilligt psykedelisk. Og det er synd, for designet af de forskellige robotter er ellers godt ramt. Selvom vi er ude i en forhistorie hvor ingen af transformerne har deres senere så karakteristiske former, er det alligevel nemt at genkende både Optimus Prime, Megatron og Bumblebee. Andre gamle kendinge som Ironhide, Starscream og (min personlige favorit) Soundwave er også med, men grundlæggende er der egentlig kun tre forskellige typer transformere at vælge mellem: bil, fly eller tank.

Selve spillet er et rendyrket skydespil og historiedelen følger Gears of War-konceptet dog med co-op for op til tre spillere. Her kan det betale sig at finde et par venner eller gå online, får hvis computeren spiller med, får man en usædvanligt ringe AI, der er så håbløs, at den ligefrem trækker spillet ned ved at stå i vejen i tide og utide.

Brawl i vanlig konfrontationslysten positur med larvefødder på armene og kanonløb på ryggen.

I det hele taget virker singleplayerdelen mest som en oppumpet death match. Man løber fra rum til rum og plaffer 5-6 Autobots/Decepticons, møder en obligatorisk big guy osv. Det er ikke uden en vis charme, men bliver hurtigt ensformigt. I bedste Team Fortress-stil er robotterne inddelt i klasser med roller som scientist, soldier eller scout, og det fungerer egentlig fint i multiplayer, men er helt meningsløst i singleplayer. Scientist-klassen er eksempelvis udstyret med et gevær, der kan helbrede holdkammerater, men uanset hvor hårdt såret du bliver, får du ingen hjælp, hvis computeren spiller med. Omvendt har du intet at brugere geværet til, hvis du selv spiller som scientist, for de computerstyrede robotter kan ikke dø.

Men T:WFC er trods alt ikke helt håbløst, for hvis der er en ting spillet virkelig rammer perfekt, er det selve Transformer-følelsen. Forvandlingen fra robot til køretøj fungerer upåklageligt, og det er helt fantastisk at styrtdykke som jet mod en gruppe intetanende fjender, transformere og skyde dem i ryggen for så lynhurtigt at tage flugten som jet igen.

Soundwave kan desværre ikke forvandle sig til en ghettoblaster i Transformers: War for Cybertron, men han er stadig sej.

Der, hvor T:WFC mest kommer til sin ret, er derfor også i spillets multiplayer, selvom den i bund og grund er et skamløst plagiat af alle de klassiske modes fra spil som Unreal Tournament kombineret med et leveling-system a la Modern Warfare. Multiplayerdelen opsummerer på sin vis, alt der er godt og skidt ved spillet. På det den ene side virker det som en mere rodet udgave af mange andre bedre spil, som vi har prøvet til hudløshed. Men på den anden side er det kaotiske gameplay ret charmerende, især fordi folk hele tiden transformerer vanvittigt og unødvendigt rundt omkring dig, bare fordi det er fedt. Det er ganske enkelt smittende, og man glemmer nemt konkurrenceaspektet, fordi det er sjovere bare at lege transformer.

Selvom T:WFC er langtfra det store episke actionbrag, vi nok havde håbet på, formår det i det mindste at fange selve essensen af det fede ved transformers, i hvert fald bedre end de fleste andre forsøg, der har været på at oversætte serien til computerspil. Spørgsmålet er så bare, hvor længe folk bliver hængende i spillet, når der er så stærk konkurrence på multiplayer-markedet, men for gamle fans er det næsten et must.